Syriens Frie Hær, FSA, afviser våbenhvile før fredsmøde

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Lederen af Den Frie Syriske Hær (FSA) siger, at de oprørsstyrker, der er loyale over for ham, ikke vil deltage i planlagte fredsforhandlinger i Schweiz i januar. De vil i stedet fortsætte deres kamp for at få fjernet præsident Bashar al-Assad, mens forhandlingerne foregår.

Udtalelserne fra general Salim Idriss understreger, hvor store udfordringer de internationale mæglere står over for i forhold til den syriske konflikt.

Idriss siger, at "forholdene er ikke passende for at indlede forhandlinger i Genève på en fastsat dato."

- Vi vil ikke indstille kampene overhovedet under konferencen eller efter. Vi er optaget af at få fat på våben vil vores mænd, siger han.

Den syriske regering og landets opposition skal ifølge planen mødes til de første fredsforhandlinger i den mere end to år lange borgerkrig den 22. januar. Det oplyste FN mandag, hvor verdensorganisationens generalsekretær, Ban Ki-moon, kaldte fredskonferencen for en "håbets mission."

FSA er en paraplyorganisation for en række moderate oprørsgrupper, men gruppen har ifølge mange iagttagere mistet megen indflydelse til islamistiske grupper og netværk blandt oprørerne.

Ban Ki-moon understreger over for begge parter, at målet for konferencen i Genève er at udarbejde en deklaration med henblik på indsættelsen af en overgangsregering.- Generalsekretæren forventer, at de syriske repræsentanter kommer til Geneve med en klar forståelse af, at dette er målet, og med seriøse hensigter om at slutte krigen, der har efterladt flere end 100.000 døde, siger FN-talsmand Martin Nesirky.

Datoen for konferencen blev offentliggjort efter et møde mellem FN's særlige udsending for Syrien, Lakhdar Brahimi, og russiske regeringsfolk i Geneve. Brahimi har på FN's vegne forsøgt at arrangere fredskonferencen siden maj, og den er igen og igen blevet udskudt.

Det har blandt andet været svært at opnå enighed om, hvorvidt Iran, der er allieret med Syrien, skal deltage.

/ritzau/AFP