Syriens hær har angiveligt generobret strategisk vigtig by

Den syriske hær har efter voldsomme kampe generobret en strategisk vigtig by fra oprørsgrupper i den sydlige del af landet. Det oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters.

Med generobringen af byen Sheikh Maskin, der ligger i provinsen Deraa, har hæren ifølge overvågningsgruppen sikret sig forsyningsruter fra hovedstaden Damaskus til den sydlige del af det borgerkrigshærgede land.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra det syriske styres side.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der holder til i London, baserer sine oplysninger på et netværk af informanter i Syrien.

Generobringen af Sheikh Maskin er det mindst andet succesfulde fremstød fra præsident Assads regeringstropper de seneste dage.

Søndag indtog hæren byen Rabiya, der var den sidste større oprørskontrollerede by i Latakia-provinsen. Det skulle blandt andet været sket med russisk luftstøtte og i samarbejde med en "regeringstro" militsgruppe.

Rabiya havde siden 2012 været kontrolleret af en række forskellige oprørsgrupper, der er i opposition til præsident Bashar al-Assad.

Hvorvidt hæren også var støttet af russiske kampfly under generobringen af Sheikh Maskin, oplyser overvågningsgruppen ikke noget om.

Offensiven fra Assads styrker kommer få dage før, at det internationale samfund gør et nyt forsøg på at få stoppet den over fire år lange borgerkrig i Syrien.

FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, sagde mandag til AFP, at fredsforhandlinger om fred i Syrien formentlig vil begynde på fredag i den schweiziske by Genève.

Ifølge den oprindelige plan skulle samtalerne allerede have været indledt, men blev udskudt på grund af en "fastlåst situation" i diskussionerne om, hvordan delegationerne skal sammensættes, oplyste Staffan de Mistura.

Forhandlingerne vil ifølge FN-diplomater i første fase have fokus på spørgsmål om regering, forfatning og et fremtidigt valg.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip