Syriens hær stormer vigtigt oprørsområde

Allerede fra morgenstunden søndag begyndte bomberne at eksplodere i det strategisk vigtige område mellem hovedstaden Damaskus og kysten, i byen Qusayr, som indtil nu har været på oprørernes hænder. Det fortæller AFP.

Ikke færre end 40 mennesker har mistet livet, herunder 21 kæmpende oprørere, oplyser overvågningsenheden Syrian Observatory for Human Rights.

De syriske tropper kom ind i byen fra syd, og det syriske regimes tætteste allierede, den libanesiske militante gruppe, Hezbollah, spillede ifølge overvågningsenheden »en central rolle«.

Regimets offensiv lagde ud med bombardementer fra krigsfly og tungt artilleri på landjorden, og nogle timer senere stormede tropper midten af byen og plantede det syriske flag på rådhuset, fortæller en militærkilde til AFP.

Det er blevet regimets mål at genvinde kontrollen over Qusayr og det omkringliggende område i Homs, og derfor har der været voldsomme kampe de seneste måneder.

Præsident Bashar al-Assads modstandere har advaret om, at regimets »barbariske og destruktive« angreb på Qusayr kan ødelægge den russisk-amerikanske forsøg på at planlægge en international fredskonference, som kan gøre en ende på mere end to års blodbad i det borgerkrigsplagede land.

Og Den Arabiske Liga holder oven på søndagens angreb et hastemøde torsdag forud for fredskonferencen, efter at oppositionen Syrian National Council har krævet, at der bliver sat en stopper for »massakren i Qusayr«.

BNB/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV