Syriens opposition hungrer efter våben fra Europa

Fredag var Sabra i Danmark, og i et interview med Berlingske Nyhedsbureau fastslår han, at han meget snart forventer at få våben fra EU.

»Ingen tvivl om det. Vi forventer at få opfyldt vores ret til at forsvare os. Hvad betyder det at anerkende min ret til at forsvare mig, hvis du ikke forsyner mig med noget som helst, så jeg kan forsvare mig?« spørger Sabra.

»Det er EUs ansvar at forsyne det syriske folk med våben at forsvare sig med. Vi har ikke brug for udenlandske soldater til at forsvare os eller til at vælte regimet. Nej. Vi har kun brug for et forsvar mod kampvogne og fly,« siger oppositionslederen.

Særligt Frankrig og Storbritannien pressede på for at lade våbenembargoen løbe ud, mens lande som blandt andre Danmark gentagne gange har advaret mod at bevæbne den syriske opposition. Frygten er, at våbnene ender hos den islamistiske gruppe al-Nusra, der har erklæret troskab til al-Qaeda. Men det skal man ikke være bange for, forsikrer George Sabra.

»Den Frie Syriske Hær vil få ansvaret for våbnene, og det vil være med til at befri Syrien,« siger han.

På et møde med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) diskuterede de to herrer den - måske - kommende fredskonference for Syrien, der på amerikansk-russisk initiativ skal afholdes i Genève. Det sker forhåbentligt i næste måned, siger Villy Søvndal, men George Sabra stiller imidlertid nogle klare betingelser, før han vil garantere oppositionens deltagelse.

Den libanesiske Hizbollah-bevægelse, der på regimets side har været kraftigt involveret i kampene om den syriske grænseby Qusair, skal trække sine krigere ud af Syrien, før Sabra vil deltage i fredskonferencen. Også Iran skal ud af Syrien, lyder det.

»Vi har brug for at se noget handling på landjorden, før vi tror på, at konferencen bliver en realitet. Vi tror ikke på, at man kan deltage i en international fredskonference, mens man tillader Hizbollah og iranske soldaters at besætte syrisk jord,« siger George Sabra.

Hvis Hizbollah og Iran bliver i Syrien vil det også gå ud over sikkerheden i resten af Mellemøsten, advarer han.

»Hizbollah og Iran forsøger at dreje en konflikt mellem et folk og et regime over i en sekterisk konflikt i hele Mellemøsten. Det bliver meget farligt for ikke bare Syrien, men for hele regionen.«

General Salim Idriss, der er øverstkommanderende i Den Frie Syriske Hær, sagde i denne uge, at oprørerne er klar til at tage den syriske konflikt ind i Libanon, hvis ikke Hizbollah forlader Syrien. Og det er kun logisk, mener George Sabra.

»Hvem kan forhindre det? Hvis det internationale samfund kan acceptere, at Hizbollah krydser grænsen til Syrien, må man også acceptere, at Den Frie Syriske Hær går den anden vej. Man må se på, hvem det er, der skaber problemet. Det er Hizbollah, og Hizbollah skal ud af Syrien, så det ikke udvikler sig til en international konflikt,« siger George Sabra, der fastslår, at oprørshæren og Hizbollah fortsat kæmper i og omkring Qusair.

For nylig forlød det ellers, at oprørerne var blevet fordrevet fra den strategisk vigtige by.

»Vi har 15.000 civile syrere i små landsbyer ved Qusair, som nu er omringet af Hizbollah. Vi frygter en stor massakre, som bliver svær at forhindre. Men Den Frie Syriske Hær er stadig inde i byen og kæmper mod Hizbollah fra hus til hus og gade til gade,« siger han.

FN vurderede fredag, at over ti millioner syrere - cirka halvdelen af landets indbyggere - ved udgangen af 2013 vil få brug for humanitær hjælp.

George Sabra lægger ikke skjul på de grusomheder, som civilbefolkningen i Syrien bliver udsat for, men han tror fortsat på, at det vil lykkes at vælte præsident Assad.

»Jeg ser en ende på konflikten. Regimet vil kollapse, og revolutionen vil sejre. Men spørgsmålet er hvornår og til hvilken pris.«

Dagens Gossip