Syriens præsident: Jeg er klar til at genopstille

Skrevet af admin

20/01/2014

Mest læste i dag

Syriens præsident, Bashar al-Assad, siger, at der er en "betydelig" chance for, at han vil genopstille, og han udelukker en magtdeling med oppositionen, der kæmper for at få ham fjernet.

I et interview med det franske nyhedsbureau AFP forud for fredsforhandlingerne i Genève senere på ugen siger Assad, at han venter, krigen vil fortsætte.

De længe ventede fredsforhandlinger bliver indledt onsdag i Montreux ved Genèvesøen i Schweiz.

Assad siger, at forhandlingerne bør handle om, hvad han kalder "krigen mod terrorisme."

- Jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg ikke skulle stille op igen, siger han om det planlagte præsidentvalg i juni.

- Hvis der er et udbredt ønske i befolkningen om, at jeg stiller op, så vil jeg ikke tøve et sekund med at gøre det, siger han og tilføjer:

- Vi kan kort sagt sige, at der er betydelige chancer for, at jeg genopstiller.

Den 48-årige Assad, der gav interviewet til AFP søndag, blev valgt for syv år ved en folkeafstemning efter sin fars død i juli 2007.

Assad siger, at en del af grupperne i oppositionen, der kommer til Genève, er blevet dannet af udlandet.

- Det er klart for enhver, at nogle af de grupper, som vil deltage, ikke eksisterede før indtil for ganske nylig. De blev dannet under krisen af udenlandske efterretningstjenester, hvad enten det så var i Qatar, Saudi-Arabien, Frankrig, USA eller andre steder, siger han.

Han håner samtidig de syriske oppositionsledere, som opholder sig i udlandet.

- Sidste år hævdede de, at de kontrollerede 70 procent af Syrien, og alligevel turde de ikke vise sig i de områder, som de hævdede at have kontrol over. De kommer og stiller op til en 30 minutters fotosession, og så flygter de. Hvordan skulle de kunne være ministre i en regering, spørger han.

En af de vigtigste oppositionsgrupper, Syriens Nationale Koalition, truer med at blive hjemme, medmindre FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, tilbagekalder en invitation til Iran om at komme til Genève.

/ritzau/AFP