Syriens stridende parter mødes tirsdag ansigt til ansigt

Skrevet af admin

11/02/2014

Mest læste i dag

Syriens regering og den syriske opposition satte sig tirsdag for første gang over for hinanden ved det samme forhandlingsbord ved runde to af fredsforhandlingerne i den schweiziske by Geneve.

Mødelederen var som altid FN's særlig udsending i Syrien-spørgsmålet, Lakhdar Brahimi.

- Den særlige udsending mødtes her til morgen med de to delegationer samtidig. Mødet startede klokken 10, skriver FN-talskvinde Corinne Momal-Vanian i en e-mail, der er rundsendt til journalister.

Oppositionen i Syrien sagde sent mandag aften, at den finder det nytteløst at møde op til en tredje runde fredsforhandlinger, hvis denne uges genoptagne samtaler ikke rokker sig ud af stedet.

- Hvis der slet ikke sker fremskridt, så mener jeg, at det vil være spild af tid at begynde at tænke på en tredje runde, sagde oppositionens talsmand, Louay Safi.

Fredsforhandlingerne sker, samtidig med at omkring 1200 mennesker siden fredag er sluppet ud af den belejrede syriske by Homs. Mandag blev en våbenhvile, der oprindeligt var aftalt til at vare tre dage og udløbe søndag aften, forlænget med tre dage.

Den humanitære situation er dybt alvorlig i byen og i andre belejrede områder i det krigsplagede land, hvor mange sulter. Underernæring er et udbredt problem i nogle områder.

Våbenhvilen er dog meget skrøbelig. Således blev internationale konvojer både lørdag og søndag - trods våbenhvilen - udsat for angreb, da de kørte til og fra den belejrede by.

Det var et af de emner, som Lakhdar Brahimi bragte op i de individuelle samtaler, som han holdt med oppositionen og den syriske regering i Geneve mandag.

Ifølge TV-stationen CNN bliver de evakuerede fra Homs kørt til en lejr, hvor de får mad. Men hvad der herefter skal ske med de hundredvis af mennesker, er endnu uvist.

/ritzau/AFP