Syriens Venner presser splittet opposition

Gruppen af lande, der kalder sig Syriens Venner, insisterer på nødvendigheden af, at syriske oppositionsgrupper deltager i Geneve II-konferencen, der finder sted 22. januar i den schweiziske by.

Den planlagte konference i Geneve vil være den første fredsdrøftelse mellem oppositionen og præsident Bashar al-Assads regering, siden konflikten i Syrien begyndte i marts 2011.

Syriens Venner siger søndag efter mødet i den franske hovedstad, Paris, at deres model er den eneste mulighed for en politisk løsning for det borgerkrigshærgede land.

I en afsluttende udtalelse opfordrer nationerne fra Syriens Venner endnu engang oppositionen til at deltage i konferencen.

- Vi opfordrer dem til snarest muligt at forme en delegation af oppositionskræfter til at deltage i den politiske proces, lyder det i udtalelsen.

- Der findes ingen anden politisk løsning, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius.

- Der vil ikke være nogen politisk løsning for Syrien, medmindre Geneve II mødes, siger ministeren.

Oppositionsgrupperne i Syriens Nationale Koalition, der ledes af Ahmed Jarba, har endnu ikke været i stand til at træffe en endelig beslutning.

Senest har den udskudt beslutningen om deltagelse eller ej til næste uge, efter at næsten en fjerdedel af koalitionens 121 medlemmer truede med at trække sig i kølvandet på genvalget af Ahmad al-Jarba.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, føler sig imidlertid overbevist om, at den syriske opposition nok skal møde op.

- Personligt er jeg sikker på, at den syriske opposition vil komme til Geneve, siger han og påpeger, at deltagelse vil være "et vidnesbyrd om troværdighed for alle parter".

- Det er derfor, jeg er sikker på, at de vil komme, siger Kerry.

Ahmad al-Jarba, som også deltog i søndagens møde i Paris, indikerer hverken det ene eller det andet med hensyn til koalitionens mulige deltagelse i Geneve II-konferencen.

I stedet siger han, at han er blevet bekræftet i, at nationerne i Syriens Venner ikke mener, at Assad har en fremtid i spidsen for Syrien.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip