Syrisk angreb på Israel dræber 15-årig

Skrevet af admin

22/06/2014

Dagens topnyheder

En teenager har mistet livet i et angreb fra Syrien på Golanhøjderne ved den israelsk-syriske grænse.

Det oplyser en talsmand fra det israelske militær, som kalder angrebet for "forsætligt".

- Dette er den mest omfattende episode, som vi har oplevet på grænsen til Syrien, siden begyndelsen på borgerkrigen (i Syrien, red.), siger talsmanden.

Den 15-årige er ifølge israelsk militær den første, der er blevet dræbt på den israelske side af grænsen, efter at krigen i Syrien brød ud.

Israels militær har allerede svaret igen, og israelske kampvogne har angrebet syriske hærpositioner.

Angrebet mod Golanhøjderne kom inde fra Syrien, men det står endnu ikke klart, om det var en vejsidebombe eller en artillerigranat, der blev affyret fra Syrien over grænsehegnet til Golanhøjderne.

I første omgang lød meldinger på, at den dræbte var en civil entreprenør for Israels forsvarsministerium, men senere oplyser embedsmænd, at det var den 15-årige, som fulgtes med entreprenøren, der døde.

To andre personer er såret.

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under krigen i 1967. Israel har siden annekteret det strategiske højdedrag, men annekteringen er ikke internationalt anerkendt.

Golanområdet har i mange år været roligt, selv om Israel og Syrien teknisk set stadig er i krig.

Men i forbindelse med borgerkrigen i Syrien har mortergranater flere gange slået ned i Golan.

/ritzau/Reuters