Syrisk blodbad åbner døren til Danmark

Flygtningenævnet har ændret sin praksis, så syrere fra områder, der er plaget af væbnede kampe eller overgreb mod civile, kan få opholdstilladelse alene af den grund, at det er farligt at opholde sig i deres hjemegn, uanset om de er personligt forfulgte eller ej.

Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp bifalder Flygtningenævnets beslutning.

»Nævnet konkluderer, at dele af Syrien er så farlige, at vi ikke kan sende flygtningene tilbage. Det er efter min mening den helt rigtige konklusion,« siger generalsekretæren, der beskriver effekterne af den syriske borgerkrig som nogle af de værste, verden har set.

»Syrien er ramt af et ubeskriveligt kaos, og der er ingen steder i landet, der kan betegnes som sikre. Konflikten fejer på må og få gennem landet, så jeg synes, det er rigtigt af Flygtningenævnet at tage løbende bestik af situationen,« siger Andreas Kamm.

Fra den borgerlige fløj i Folketinget lyder der anderledes kritiske røster. Ordførere fra både Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti frygter, at Flygtningenævnet er i færd med at give carte blanche til tusindvis af syriske flygtninge, der vil søge mod Danmark med garanti for asyl.

Den konservative rets- og integrationsordfører, Tom Behnke (K), mener, at Flygtningenævnet overskrider sine beføjelser.

»Det er Folketinget, der laver udlændingeloven i Danmark, og nævnets opgave er at lave konkrete vurderinger og afgørelser i konkrete sager,« siger K-ordføreren, der mener, at den nye praksis strider mod Folketingets beslutning om at afskaffe begrebet de facto-flygtning i 2002.

Inden da kunne man give asyl til flygtninge på baggrund af deres nationalitet alene, men i dag skal hver flygtnings sag vurderes individuelt.

»Flygtninge, der kommer til Danmark, skal have en individuel behandling. Hvis man ikke kan sende afviste asylsøgere hjem, kan vi give dem tålt ophold. Sådan er reglerne,« fastslår Tom Behnke.

Men Behnke har misforstået den nye praksis, fastslår justitsminister Morten Bødskov (S).

»Asylreglerne er ikke ændret, og det er ikke blevet nemmere at få asyl. Der vil fortsat ske en individuel behandling af alle sager,« understreger han i en skriftlig kommentar.

Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp afviser også, at den nye praksis er lig med frit lejde for syriske flygtninge.

»Jeg tror ikke, det reelt får den store betydning for flygtningetrafikken mod Europa og Danmark. Alle gældende regler og regulativer fungerer som hidtil. Den eneste forskel er, at det danske flygtningenævn har vurderet, at en stor del af flygtningene fra Syrien ikke kan sendes tilbage,« siger han.

Antallet af syriske asylansøgere i Danmark er steget løbende siden borgerkrigens start. I løbet af årets første seks måneder er der kommet 732 flygtninge fra Syrien til Danmark. Man har ikke sendt afviste asylansøgere tilbage til Syrien siden 2011.

Dagens Gossip