Syrisk cyberangreb lukker militærets hjemmeside i USA

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske hær har af sikkerhedsmæssige årsager valgt at blokere sin egen hjemmeside army.mil, efter at hackere mandag eftermiddag lokal tid havde held med at bryde gennem sikkerhedssystemerne.

Både BBC, NBC News og CNN beskriver, hvordan hackere programmerede hjemmesiden til at vise beskeder som "Du er blevet hacket" og "Dine overordnede har indrømmet, at de træner de mennesker, som du er blevet sendt i krig imod".

Gruppen Syrian Electronic Army (SEA), der støtter præsident Bashar al-Assad, har taget ansvaret for at have hacket sig ind i en del af netværket.

USA's hær erkender over for CNN, at hjemmesiden blev angrebet.

- I dag (mandag, red.) blev en del af indholdet hos army.mil's udbyder kompromitteret. Efter at vi blev gjort opmærksom på det, tog militæret de nødvendige, forebyggende foranstaltninger for at sikre, at der ikke kunne ske et læk af data fra hæren ved at lukke siden midlertidigt, siger talsmand brigadegeneral Malcolm B. Frost i en skriftlig udtalelse.

Den syriske hackergruppe gjorde selv opmærksom på angrebet, da den lagde et billede ud af en af meddelelserne fra hjemmesiden på Twitter med en tilhørende tekst:

- En af SEA's beskeder på USA's militærhjemmeside.

Gruppen har tidligere været sat i forbindelse med cyberangreb mod amerikanske medier som Chicago Tribune og nyhedsbureauet Associated Press (AP) i 2013.

Ved sidstnævnte sendte SEA en Twitter-besked ud på vegne af AP, hvor det lød, at der havde været et angreb mod Det Hvide Hus. Den korte besked fik aktiemarkedet til at gå i chok ifølge The Washington Post.

Militærhjemmesiden army.mil indeholder ingen fortrolige oplysninger, men fungerer som en informationsside for offentligheden.

I sidste uge kom det frem, at hackere tidligere på året var brudt ind i en central myndighedsdatabase i USA. Bruddet på it-sikkerheden betød, at op mod fire millioner medarbejderes data er kommet i hænderne på hackere.

Det angreb blev ifølge amerikanske medier tilsyneladende begået af kinesiske hackere. Kina har dog afvist påstanden.

/ritzau/