Syrisk by får nødhjælp for første gang siden efterår

Skrevet af admin

11/01/2016

Mest læste i dag

For første gang siden oktober sidste år er nødhjælp med 330 ton mad nået frem til den belejrede syriske by Madaya.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Situationen med den manglende mad har ifølge flere internationale medier betydet, at de sultne indbyggere har spist græs, blade og husdyr for at få stillet sulten.

Det er lykkedes at få konvojen med mad, tæpper og medicinsk udstyr frem på baggrund af en aftale mellem den syriske regering og oprørere, der er gået med til at lukke nødhjælpen ind.

Desperationen i byen er stor. Blandt andet skriver The New York Times, at indbyggere koger suppe på græs og olivenblade.

Adgangen til Madaya og den nærliggende by Zabadani har været kontrolleret af regeringsvenlige styrker, mens de shiamuslimske byer Fuaa og Keraya, som ligger i det nordvestlige Syrien, har været aflukket af regeringsfjendtlige oprørere.

Nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser siger, at mindst 23 mennesker er sultet ihjel i byen siden 1. december. Blandt de døde er seks babyer. Organisationen har læger på et hospital, hvor 150 alvorligt syge i øjeblikket er indlagt.

Dansk Røde Kors' internationale chef, Birgitte Ebbesen, fortalte tidligere mandag til Ritzau, at op mod 40.000 personer i Madaya får glæde af nødhjælpen.

- Men man skal også huske på, at i Syrien er der omkring 400.000, der lever under de her belejringer og meget sjældent får adgang til nødhjælp, sagde hun.

Ifølge Birgitte Ebbesen er der mad nok til en måned.

/ritzau/