Syrisk fredskonference finder sted sidst i november

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

Langt om længe er der nu sat en dato for, hvornår Syriens præsident, Bashar al-Assad, eller i det mindste hans betroede medarbejdere skal sætte sig til bords med styrets ærkefjender og drøfte situationen i det krigshærgede land.

Syriens vicepremierminister, Qadri Jamil, siger således på et pressemøde torsdag i Moskva, at den længe ventede internationale fredskonference om situationen i Syrien vil blive afholdt den 23. og 24. november i den schweiziske by Geneve.

Her vil FN's stormagter forsøge at bringe den syriske regering og opposition sammen for at finde en løsning på den to et halvt år lange borgerkrig i landet.

Rusland og USA har siden maj forsøgt at stable fredskonferencen, den såkaldte "Geneve 2"-konference, på benene, og i oktober blev de enige om at presse på i forhold til at gøre den til realitet.

Efterfølgende sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at han også ville optrappe bestræbelserne på at indkalde til fredskonferencen.

I den forbindelse sendte han FN's særlige udsending, Lakhdar Brahimi, til Syrien for at tale med højtstående embedsmænd.

I starten af oktober indledte syrisk personel under tilsyn fra internationale eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og FN arbejdet med at destruere landets kemiske våben.

Destruktionen af de kemiske våben er et krav i den resolution, som FN's Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af september.

Syrien har erklæret sig villig til at følge FN-beslutningen, der dikterer, at landets kemiske våben og produktionsanlæg skal være destrueret inden 1. november.

Torsdag siger en politisk rådgiver for OPCW, at næsten halvdelen af inspektionerne af Syriens våbenlagere af kemiske våben nu er afsluttet.

- Vi har udført næsten 50 procent af kontrolarbejdet, siger Malik Ellahi til journalister i Haag.

/ritzau/Reuters