Syrisk gruppe hacker CNN's sociale medier

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

En gruppe kaldet Den Syriske Elektroniske Hær har taget skylden for at hacke nogle af den amerikanske tv-stations konti på sociale medier.

CNN siger, at de udsatte konti inkluderer tv-stationens primære Facebook-side, dens Twitter-profil og bloggene "The Situation Room" og "Crossfire".

I en af de opdateringer, som hackerne havde succes med at få offentliggjort på CNN's Twitter-konto, stod der "Syriens Elektroniske Hær var her ... Stop med at lyve ... Alle jeres historier er falske!".

- Opdateringerne blev slettet inden for minutter, og kontiene er siden blevet sikret, lyder det på CNN's hjemmeside.

Den Syriske Elektroniske Hær har på sin Twitter-konto erkendt at stå bag.

- I aften besluttede #SEA at gøre gengæld mod #CNN's ondskabsfulde, løgnagtige journalistik rettet mod at forlænge lidelserne i #Syrien, lød det.

Gruppen, der støtter den syriske regering, har tidligere hacket konti tilhørende Skype, New York Times, Agence France-Presse og andre medieorganisationer.

/ritzau/AFP