Syrisk hær får kontrol med forsyningsruter i Aleppo

Skrevet af admin

27/07/2016

Mest læste i dag

Den syriske hær opfordrer ifølge det statslige syriske nyhedsbureau, Sana, alle bevæbnede personer i det østlige Aleppo til at lægge deres våben.

Samtidig opfordres civile til at forlade byen, skriver Reuters.

Beskeden kommer, efter at den syriske hær angiveligt har stoppet alle forsyningsruter til den østlige, oprørskontrollerede del af byen.

Aleppo har været delt i en oprørskontrolleret og en regeringskontrolleret sektor i fire år af den syriske borgerkrig.

Formår den syriske præsident, Bashar al-Assad, at tage fuld kontrol over byen, vil det være en signifikant sejr for præsidenten.

Regeringsstyrkernes offensiv mod den sidste forsyningsrute til oprørernes sektor i denne måned har gjort det muligt for regeringshæren at skyde mod den østlige del af Aleppo fra tæt hold.

Det har betydet at de omkring 250.000 personer i den østlige del af Aleppo har været under belejring.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der er en britisk baseret observatørgruppe, har belejringen stået på siden 11. juli.

- I dag er der ingen mulighed for at bringe noget som helst ind i Aleppo, siger direktør for observatoriet Rami Abdulrahman.

De hårde bombardementer i byen har blandt andet ramt flere hospitaler og såret adskillige civile.

Aleppo var engang Syriens største by målt på befolkning, men mange indbyggere er flygtet efter fem år med kampe.

Adskillige diplomatiske forsøg på fred har fejlet i landet. USA har sagt, at man håber at kunne genoptage fredsforhandlinger i august.

/ritzau/Reuters