Syrisk kanibalvideo vækker bestyrtelse

Videoen dukkede op på You Tube den 12. maj, men Time Magazines netside oplyser, at Time allerede i april fik forelagt videoen, der var smuglet ud fra byen Homs.

Ægtheden af videoklippet har ikke kunnet bekræftes, men billederne viser en person, der angives at være Abu Sakkar, som er leder af oprørsgruppen Den Uafhængige Omar al-Farouq Brigade.

Iført kort mørk jakke, militærbukser og bevæbnet med en kniv står han bøjet over en død formodet regeringssoldat, som han begynder at skære i. Efter få sekunder trækker han, hvad der kan ligne en lever eller lunge ud af soldaten, og vender sig om mod kameraet med kniven i den ene hånd og organet i den anden. Mens en gruppe udenfor kameraet råber »Allahu Akbar« - Gud er stor - fører han organet til munden og sætter tænderne i det.

Under den makabre scene lyder det fra manden, der angives at være Abu Sakkar:

»Jeg sværger, at vi vil æde af jeres hjerter og levere, I soldater af Bashars hunde.«

Time Magazines netside oplyser, at to journalister først så videoen i april under overværelse af adskillige af Abu Sakkars folk, herunder hans bror. Men at det ikke har været muligt at få Abu Sakkar til at bekræfte, at det er ham, der optræder på videoen, fordi han er ved fronten.

Videoen kan uanset sin ægthed blive en mediemæssig katastrofe for den væbnede syriske opposition. Bashar al-Assads styre vil uden tvivl udnytte dens propagandaeffekt, og oppositionen samlet i Den nationale Koalition har været ude og fordømme »denne handling, hvis den viser sig at være rigtig« og understreger, at den ikke repræsenterer moralen og værdierne i Den Frie Syriske Hær, skriver AFP.

Nadim Houry fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch’ Mellemøstafdeling siger til AFP, at det ikke er nok at fordømme:

»Oppositionens styrker må reagere hårdt for at stoppe den slags overgreb,« lyder det.

Peter Bouckaert, direktør i Human Rights Watch, siger til BBC, at »lemlæstelse af fjenders lig er en krigsforbrydelse« og advarer begge sider i borgerkrigen om, at personer der begår krigsforbrydelser vil blive straffet.

Human Rights Watch oplyser også til BBC, at det ikke er første gang, at oprørslederen Abu Sakkar i givet fald er blevet filmet i stærkt kontroversielle situationer.

En gang er han filmet, mens han poserer ved ligene af dræbte libanesiske Hizbollah-krigere, som kæmper med præsident Assads hær, og en anden gang blev han filmet, mens han var med til at affyre raketter ind over områder i Libanon, som er beboet af shiamuslimer.

Som Time skriver på sin netside om den seneste video:

»Disse 27 sekunders optagelse giver et indblik i, hvor brutal den syriske krig er blevet - og et eksempel på, hvordan teknologien synes at være brændstof på denne brutalitet.

Dagens Gossip