Syrisk medie: 140 IS-oprørere dræbt i luftangreb

Det syriske luftvåben har dræbt mindst 140 medlemmer af Islamisk Stat ved et luftangreb mod en militærbase, som gruppen har indtaget i den nordlige del af landet.

Det rapporterer det statslige syriske nyhedsbureau Sana.

Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningerne fra anden side.

En militærkilde siger, at angrebet mod Tabqa-basen i Raqqa-provinsen også sårede snesevis af krigere fra Islamisk Stat.

Gruppen indtog basen i august efter hårde kampe mod syriske regeringsstyrker. Adskillige syriske regeringssoldater blev dræbt i forbindelse med slaget om basen.

Islamisk Stat dominerer provinserne Deir al-Zor og Raqqa og er stærkt til stede i Hasakeh, Aleppo, Homs og Hama.

Gruppen har også kontrol over store områder i den østlige del af landet, som har mindre strategisk betydning.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip