Syrisk observatorium: Optrapning af kampene er i gang

Skrevet af admin

13/02/2014

Mest læste i dag

En optrapning af kampene i det borgerkrigshærgede Syrien er i gang, oplyser en oppositionsvenlig eksilgruppe.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) hævder, at over 200 personer er blevet dræbt dagligt de seneste tre uger. Tallet er dog ikke bekræftet af uafhængige kilder, rapporterer BBC.

Ifølge Sohr prøver både regeringsstyrker og oprørere at vinde territorier. Årsagen kan være et ønske om at styrke forhandlingspositionen under fredsforhandlingerne mellem regeringen og oppositionen, som finder sted i Geneve.

Mindst 4959 mennesker har mistet livet i løbet af de seneste tre uger, melder observatoriet. Omkring en tredjedel af de døde er civile, herunder 515 kvinder og børn. Det er det højeste dødstal over en treugers-periode, siden konflikten begyndte i marts 2011.

Den syriske regering sagde onsdag, at den var villig til at diskutere et forslag fra oppositionen om, at udenlandske soldater skulle ud af Syrien. Det tolkes som et sjældent tegn på, at parterne er på vej i samme retning.

Samme dag fortsatte den FN-støttede evakuering af civile og levering af bistand til byen Homs, der er kontrolleret af oprørerne.

/ritzau/NTB