Syrisk opposition melder om fremskridt i Genève

Skrevet af admin

01/02/2016

Dagens topnyheder

For første gang kom der mandag meldinger om regulære fremskridt i syrienforhandlingerne i Genève. Her kæmper FN-diplomater hårdt for at holde liv i det hidtil største diplomatiske fremstød for at få bragt krigen i Syrien til en afslutning.

Syriske oppositionspartier siger til nyhedsbureauet Reuters, at de i Genève har fået forsikringer om humanitær hjælp, ophævelse af belejringer og stop for angreb på civile.

Syriens største oppositionsgruppe siger, at den senere mandag skal mødes med FN's særlige udsending, Steffan de Mistura. Han har givet dem en "positiv reaktion", og gruppen fik forsikringer fra internationale diplomater om humanitære krav, lyder det.

- Vi er kommet til Genève for at søge lindring for vores folk og insisterer på, at FN's resolution 2254 bliver implementeret, hvilket betyder humanitær hjælp, ophævelse af belejringer og stop for angreb på civile, siger talsmanden Salim al-Muslat.

- Vi intensiverer vore bestræbelser på få sikret et stop for lidelserne i Syrien, siger han.

Oppositionen er ved at tage stilling til et forslag fra Misuara. Det ville kunne bane vej for en udvidelse af forhandlingerne.

FN åbnede fredag fredsforhandlingerne i et forsøg på at få afsluttet den fem år lange borgerkrig i Syrien.

Oppositionen har krævet et totalt stop for styrets luftangreb og fri adgang til belejrede byer. Før vil den ikke diskutere en aktiv fredsproces.

FN's menneskerettighedschef, Zeid Ra'ad al-Hussein, sagde mandag, at udsultning af syriske civile er en krigsforbrydelse og en potentiel forbrydelse mod menneskeheden, som ikke bør kunne omfattes af nogen amnesti.

Zeid siger videre, at titusinder af civile syrere sidder vilkårligt fængslet, og at de bør frigives.

- I forbindelse med Syrien må vi minde alle om, at der fremsat beskyldninger om handlinger, som er på tærsklen til krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.

/ritzau/Reuters