Syrisk politiker udfordrer Assad ved præsidentvalg

Skrevet af admin

23/04/2014

Mest læste i dag

En syrisk politiker har ladet sig registrere som den første udfordrer af den siddende præsident Bashar al-Assad ved det kommende præsidentvalg i det borgerkrigshærgede land.

- Vi har modtaget oplysninger fra forfatningsdomstolen om, at et medlem af parlamentet, Maher Abdel Hafiz Hajjar, har meldt sig som kandidat til posten som præsident for Syrien, siger formanden for parlamentet i Damaskus, Mohamed al-Laham, ifølge det statslige tv.

Syrien meddelte for få dage siden, at det vil holde præsidentvalg den 3. juni trods den blodige borgerkrig, der har kostet over 150.000 mennesker livet.

Præsident al-Assad har tidligere sagt, at han agter at genopstille. Hans embedsperiode udløber den 17. juni.

Parlamentsformanden siger ikke noget om, hvordan det overhovedet skal kunne lade sig gøre at gennemføre et præsidentvalg.

Der er kamphandlinger mange steder i landet, og store områder er under de syriske oprøreres kontrol.

Kandidater, der agter at stille op til præsidentvalget, skal have været bosiddende i Syrien i mindst 10 år, og det afskærer oppositionsledere, der lever i eksil, fra at stille op.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, har taget afstand fra et valg under de nuværende omstændigheder.

- Valg organiseret af regimet midt under konflikten, udelukkende i regime-kontrollerede områder og med millioner af syrere drevet væk fra deres hjem ignorerer de grundlæggende principper for demokrati, udtaler hun i en erklæring.

- Det er blottet for troværdighed og underminerer alle forsøg på at nå en politisk løsning, tilføjer Catherine Ashton, der samtidig opfordrer alle parter til at stoppe volden.

/ritzau/AFP