Syrisk regering i kovending om kemiske våben

Den syriske udenrigsminister oplyser ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at regeringen vil afsløre placeringen af sine kemiske våben, indstille produktionen af dem og fremvise dem for blandt andet FN, Rusland og andre lande.

Samtidig gør han det klart, at Syrien er klar til at tilslutte sig den internationale traktat, som forbyder brug af kemiske våben. En aftale, som Syrien hidtil har stået udenfor.

»Vi vil tilslutte os traktaten som forbyder kemiske våben. Vi vil respektere vores forpligtelser i henhold til traktaten, herunder forpligtelsen til at give oplysninger om disse våben,« udtaler udenrigsminister Walid al-Muallem ifølge Reuters.

Han overraskede det internationale samfund, da han mandag erklærede, at Syrien er parat til at overlade sine kemiske våben til international kontrol for at undgå et amerikansk ledet angreb. Udmeldingen er blevet hilst velkommen, men den amerikanske regering har understreget, at den vil se handling følge ord, før den tør stole på det.

Overleveringen af Syriens kemiske våben skulle have været diskuteret på et hasteindkaldt møde i FNs Sikkerhedsråd tirsdag, men det bliver nu ikke til noget. Rusland, som havde indkaldt til mødet, har aflyst eller udskudt det igen uden nærmere begrundelse.

Flere lande med USA i spidsen hævder at have særdeles troværdige beviser for, at det syriske styre stod bag et giftgasangreb på en række forstæder til Damaskus 21. august i år. Ifølge Det Hvide Hus mistede flere end 1.400 mennesker livet under angrebet, men det afviser styret. Det hævder, at det er oprørsgrupper, der står bag angrebet med det kemiske våben.

Dagens Gossip