Syriske flygtningebørns forhold forværres

Situationen for de børn og familier, der lige nu forsøger at komme ud af Syrien, forværres time for time, siger Red Barnets medarbejdere på grænsen til landet.

- Rygterne om et forestående luftangreb udefra som reaktion på sidste uges gasangreb og bekymringerne, panikken og uroen spreder sig blandt de flygtninge, der stadig har familie i Syrien, siger talsmænd for nødhjælpsorganisationen.

Red Barnet, som har hjulpet over 700.000 mennesker, heraf 400.000 børn, med basal nødhjælp som tæpper, tøj og mad, gør sig klar til at modtage en bølge af flygtninge i de kommende dage.

- En stor gruppe flygtninge har forladt Damaskus og var på vej sydpå, da de blev fanget i den syriske by Dara'a ved grænsen til Jordan. De måtte stoppe deres flugt, fordi det er for farligt at fortsætte, siger en af de nødhjælpsansvarlige, Hedinn Halldorsson fra Red Barnet, fra grænsen mellem Syrien og Jordan.

- I Red Barnet er vi dybt bekymrede for den forværrede situation for flygtningene i Syrien. Uroen og bekymringen breder sig også blandt flygtningene her i Jordan. De forestående bombeangreb og onsdagens angreb i Al-Ghouta er på alles læber i Za'atari-lejren, siger hun.

Red Barnet leverer hver eneste dag brød til 117.000 flygtninge i Jordans flygtningelejr, Za'atari, som nu er Jordans femtestørste by med over 122.000 indbyggere.

- Nu er det på tide, at alle tager et ansvar og kommer Syrien til hjælp, siger Red Barnets generalsekretær, Mimi Jakobsen.

- Det må være lysende klart for enhver, at situationen nu risikerer at blive endnu mere forfærdelig. Uanset hvad der sker nu, bør vi alle tage vores ansvar for børnenes sikkerhed og behov for nødhjælp alvorligt.

- Siden konfliktens start for over to år siden har nødhjælpsindsatsen været kronisk underfinansieret, siger hun videre og tilføjer:

- Behovet for hjælp vokser dag for dag. Hvis der kommer en militær intervention udefra, kan vi forvente, at den humanitære situation bliver endnu værre. Der vil komme endnu flere flygtninge over grænserne, og vi bliver nødt til at være klar til at tage imod dem.

/ritzau/

Dagens Gossip