Syriske kristne fejrer flot jul i udbombet betonjungle

Skrevet af admin

23/12/2014

Mest læste i dag

Midt i en udbombet betonjungle i det krigshærgede Homs har hjemvendte kristne syrere pyntet op til julen med krybbespil og juletræsfest mellem grå ruiner.

De kristne, som ellers var flygtet under den snart fire år lange borgerkrig, er vendt tilbage til deres gamle kvarter og klar til at fejre højtiden, selvom deres kvarter mange steder ligner en spøgelsesby.

En våbenhvile i maj mellem oprørsgrupper og præsident Bashar al-Assads regering betød, at oprørerne kunne slippe væk fra et belejret område i byen, og regeringen generobrede derpå kontrollen.

Herefter kunne de kristne vende tilbage.

De kristne i Homs har blandt andet istandsat spisestedet al-Bustaan, som betyder frugtplantagen, så de kan fejre jul med middag og juletræ.

- Da vi kom tilbage, begyndte vi straks at sætte restauranten i stand. Nu pynter vi træet, så vi kan fejre jul. Vi vil have en stor fest, siger beboeren Zaher al-Zaher til nyhedsbureauet AFP.

På en åben plads har beboerne bygget et farverigt krybbespil med figurer i menneskestørrelse.

- Da vi kom tilbage til Homs, var vores kvarter mørkt og dystert, så vi besluttede at vende dette mørke til noget farvestrålende. Vi tog fat på at male foran vores huse og derefter i hele kvarteret, fortæller Rola Barjoud.

Julestemningen ser dermed ud til at være på plads i den syriske by, som var scene for blodige kampe og belejring i tre år fra foråret 2011 til maj 2014.

- Vi ønsker alle at gøre denne jul til noget ganske særligt, siger Taghrid Naanaa, som bor i den krigshærgede by.

- Meget var ødelagt, men vi har ryddet op nu, og vores hjem er faktisk endnu smukkere i dag, siger den syriske kvinde.

Flere end 200.000 mennesker er dræbt under borgerkrigen i Syrien.

/ritzau/