Syriske kvinder udsat for overgreb i Libanon

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Kvinder, som er flygtet fra borgerkrigen i Syrien til Libanon, udsættes for seksuelle overgreb fra arbejdsgivere, husværter og hjælpearbejdere, oplyser menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) onsdag.

- Human Rights Watch har interviewet en halv snes kvinder, som beskriver, hvordan de er blevet befamlet, chikaneret og presset til at have sex, siger den New York-baserede organisation i en erklæring.

Mens nogle af kvinderne talte om gentagne overgreb, så sagde de også, at de ikke havde meldt episoderne til myndighederne, fordi kvinderne ikke havde tiltro til, at myndighederne ville foretage sig noget og af frygt for repressalier fra misbrugerne eller at blive anholdt for ikke at være i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse.

Syriens næsten tre år lange borgerkrig har udløst den værste flygtningekrise i to årtier. Flere end to millioner mennesker er flygtet fra landet, og andre millioner er blevet internt fordrevet.

Libanon med et indbyggertal på godt fire millioner mennesker huser flere end 800.000 syriske flygtninge ifølge FN's flygtningeagentur, UNCHR.

Ifølge FN er 75 procent af dem, der flygter fra Syrien, kvinder og børn. De er ekstra sårbare i nabolandene, hvor der er et enormt pres på de sparsomme tjenester.

Human Rights Watch fortæller historien om den 53-årige Hala fra Damaskus, hvis mand er tilbageholdt af de syriske myndigheder. Hala gør rent i en forstad til Beirut for at kunne forsørge sig selv og sine fire børn.

- Hun har fortalt Human Rights Watch, at hun er blevet udsat for sexchikane og forsøg på udnyttelse i ni af de 10 hjem, hvor hun har arbejdet. Mændene forsøgte at tage hende på brysterne, tvinge hende til sex, oplyser organisationen.

Human Rights Watch opfordrer den libanesiske regering og FN til at forbedre mulighederne for at klage over seksuelt misbrug, og at flygtninge ikke straffes for at klage.

/ritzau/AFP