Syriske oprørere frigiver ny rædselsvideo

På videoen ses en mand med tildækket ansigt, som er iklædt, hvad der ligner en kjortel, stå og læse dødsdommen op over de 11, der ligger på knæ med bagbundne hænder og bind for øjnene med en mur i baggrunden.

Bag dem står to oprørere, der hver er tildækket med et sort banner.

Ifølge Reuters siger manden, »at shariadomstolen for den østlige Deir al-Zor-provins har idømt disse frafaldne soldater til døden for at have begået massakrer mod jeres brødre og familier i Syrien,« hvorefter den tildækkede mand hæver sin pistol og begynder at henrette de knælende med nakkeskud.

Undervejs i henrettelserne råber folk i baggrunden »Allahu Akbar« (gud er stor, red.), også mens bødlen vender tilbage til to af mændene uden for kameraet, som tilsyneladende stadig er i live, og giver dem endnu et skud.

Videoen følger i kølvandet på et andet filmklip, der har vakt international bestyrtelse, og som viser en navngiven oprørsleder fra gruppen Den Uafhængige Omar al-Farouk Brigade skære en dræbt regeringssoldat op, fjerne et af hans organer og sætte tænderne i det. En handling, der kategoriseres som en krigsforbrydelse.

Reinoud Leenders, lektor på Institut for Krigsstudier på Kings College i London, forklarer over for Reuters, at de brutale optagelser bruges som et redskab i krigen af begge sider.

»Det er det ultimative udtryk for mangel på respekt og på, hvordan du umenneskeliggør din modstander,« siger han.

De rædselsvækkende videoer kan vise sig at blive en katastrofe for den internationale opbakning til oprørsstyrkerne, herunder ikke mindst de der kæmper under Den Frie Syriske Hær, som onsdag tog kraftig afstand fra »kannibal-videoen«.

Flere medier, herunder den britiske avis The Independent, skriver, at der er voksende uro og utilpashed i det internationale samfund omkring de ekstremistiske grupperinger blandt de syriske oprørere. Det kunne ifølge avisen ses af torsdag nats afstemning i FNs generalforsamling om en resolution, som fordømmer den syriske præsident Assads styrker og fremhæver oppositionen.

Resolutionen er ikke juridisk bindende, men har stor politisk betydning, og set i forhold til tidligere afstemninger i generalforsamlingen, er tallene fra nattens afstemning interessante.

Her stemte 107 lande for resolutionen, mens 12 stemte imod, og 59 afholdt sig fra at stemme.

I august, hvor en anden resolution, der fordømte den syriske regering blev vedtaget, skete det med 133 for og 12 imod, mens 31 ikke stemte.

Støtten til oprørerne er altså vigende.

Dagens Gossip

Dagens TV