Syriske oprørere omringer IS-by og afskærer forsyninger

Skrevet af admin

10/06/2016

Mest læste i dag

En arabisk-kurdisk styrke har afskåret alle veje ind og ud af den syriske by Manbij nær grænsen til Tyrkiet, der kontrolleres af den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Det oplyser den sædvanligvis velorienterede overvågningsgruppe Syriens Observatorium for Menneskerettigheder til flere nyhedsbureauer.

Oprørsstyrkerne, der går under navnet Syriens Demokratiske Styrker, støttes af amerikanske luftangreb og får hjælp fra amerikanske specialstyrker.

Oprørsgruppen har sikret sig kontrol over den sidste af alle de veje, der fører til Manbij.

Dermed er en vigtig forsyningsvej for Islamisk Stat ved at gå tabt. Byen er omringet, siger den syriske overvågningsgruppe.

- Der er ingen veje tilbage. De er alle afskåret, lyder det.

Offensiven, der blev indledt i sidste uge, har til formål at fordrive IS fra de områder, som islamisterne kontrollerer langs grænsen til Tyrkiet.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er 160 IS-krigere dræbt under kampene mod Syriens Demokratiske Styrker. Over 20 af de syriske oprørere er døde.

/ritzau/