Syriske oprørere slås mod Hizbollah i Libanon

Det er så vidt vides første gang, at syriske oprørere og Hizbollah kommer i direkte kamp på libanesisk jord, men er endnu et bevis på, at krigen i Syrien er ved at sprede sig til nabolandene.

Ifølge New York Times, der citerer sikkerhedskilder, startede kampene i Libanon søndag med, at de syriske oprørere forsøgte at opstille raketaffyringsramper tæt ved byen Baalbek i Bekaa-dalen. Området er en af Hizbollahs højborge.

I de seneste uger er det blevet klart, at Hizbollah har sendt mange tusinde soldater ind i Syrien, hvor de kæmper med den syriske hær imod de syriske oprørsgrupper.

Samtidig er der i Libanon voksende frygt for, at krigen i nabolandet vil få Libanons religiøse grupper, primært sunni- og shiamuslimer, til at eskalere de stridigheder, som med jævne mellemrum udspiller sig i havnebyen Tripoli. De to grupper støtter hver deres part i den syriske borgerkrig, og så sent som mandag blev fire personer dræbt i Tripoli.

Kampene i Libanon fandt sted samtidig med, at opgøret om den strategisk vigtige by Qusair nær grænsen til Libanon er inde i en afgørende fase, hvor den syriske hær støttet af Hizbollah har omringet byen og muligvis er på nippet til at fordrive oprørerne.

Også ved byen Aleppo kæmper Hizbollah sammen med den syriske hær. Ifølge Washington Post oplyser en officer hos Hizbollah, at omkring 2.000 af bevægelsens krigere befinder sig i shiamuslimske landsbyer nord for Aleppo.

Dagens Gossip

Dagens TV