Syriske oprørere strømmer til krigszone

På den ene side står præsident Bashar al-Assads soldater, der får hjælp af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, på den anden et væld af oprørsgrupper, heriblandt Tawheed-brigaden, der fredag ankom til den vestsyriske by fra Aleppo længere nordpå.

Kampen om Qusair har stået på i to uger og drejer sig først og fremmest om forsyningsruter nær den syrisk-libanesiske grænse, som parterne beskylder hinanden for at udnytte til at ruste op.

Ved at erobre byen kan Assad desuden cementere regeringens kontrol over et stort bælte fra hovedstaden Damaskus til sin højborg ved middelhavskysten.

Ifølge Reuters har oprørerne mistet over to tredjedele af Qusair til styrkerne under Assad og Hizbollah, der dog stadig møder kraftig modstand særligt i den centrale del af byen.

Oprørere beretter ifølge nyhedsbureauet, at de har kæmpet for at bryde en blokade, der forhindrer dem i at få fingrene i forsyninger og få sårede sendt i sikkerhed.

Rami Abdelrahman, leder af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, ved endnu ikke, om den seneste tilstrømning af oprørere fra Tawheed-brigaden kan vende billedet i den sejlivede styrkeprøve.

»Det er alt for tidligt at sige. Vi må se, om de i dag (fredag, red.) kan gøre nogen forskel,« siger han til Reuters.

Borgerkrigen, der er på sit tredje år, har i den seneste tid øget de sekteriske spændinger i landet.

Syriens sunnimuslimske majoritet, såvel som sunnier fra andre dele af regionen, har i overvejende grad støttet oprøret, mens mindretallet af frygt for islamiske grupper generelt har stået bag præsidenten, som også nyder støtte fra den shiamuslimske regering i Iran og den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse. Sidstnævnte er blevet spottet i flere dele af Syrien, og adskillige Hizbollah-krigere meldes dræbt i opgøret i Qusair.

For Hizbollah fungerer Syrien som korridor for strømmen af penge og våben, der jævnligt bliver sendes fra Iran til Hizbollah i Libanon. Derfor er det afgørende for Hizbollah, at Assad-styret i Syrien ikke vælter.

Dagens Gossip