Syriske oprørere truer med at bryde våbenhvile om to dage

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Syriske oprørere i Den Frie Syriske Hær vil ikke længere respektere en aftalt våbenhvile med præsident Bashar al-Assads regeringshær, hvis ikke militæret indstiller angreb ved Damaskus.

Oprørerne vil bryde våbenhvilen inden 48 timer, hvis ikke regeringshæren stopper skyderiet.

Truslen fra Den Frie Syriske Hær fremgår af en erklæring, der er underskrevet sammen med næsten 40 andre oprørsgrupper landet over.

Våbenhvilen er aftalt efter forarbejde af USA og Rusland.

Tidligere på ugen lovede netop de to lande at hjælpe med at afklare, hvem der bærer skylden for de fortsatte krænkelser af våbenhvilen i Syrien.

Det kom frem tirsdag efter et møde i Den Internationale Støttegruppe for Syrien i Wien, hvor de deltagende lande dog ikke kunne blive enige om, hvornår FN-fredsprocessen kan genoptages.

Støttegruppens store lande vil presse på, for at man genoptager FN-fredsprocessen for Syrien i begyndelsen af juni.

Amerikanernes håb er, at man kan indsætte et overgangsstyre i Syrien 1. august.

Rusland og USA ses som nøgleaktører i forhold til at få sat en stopper for konflikten i Syrien.

De to lande deler imidlertid ikke samme interesser. Russerne støtter eksempelvis præsident Bashar al-Assad, mens USA ønsker en ny person i spidsen for Syrien.

I marts annoncerede den russiske præsident, Vladimir Putin, en delvis tilbagetrækning af russiske tropper i Syrien.

Krigen i Syrien har stået på i fem år, og flere end 270.000 mennesker menes at have mistet livet. Samtidig er millioner af mennesker blevet tvunget på flugt.

/ritzau/Reuters