Syriske oprørere vælger ny leder

Posten har stået tom i tre måneder og afspejlet den dybe splittelse, der præger oppositionen, hvor Saudi-Arabien og Qatar støtter hver deres fraktion.

Vinderen af valget, der blev foretaget i Istanbul af de 115 medlemmer i koalitionens ledelse, repræsenterer ifølge AFP de mere sekulære kræfter, som lidt paradoksalt støttes af Saudi-Arabien.

Ahmad Assi Jarba opnåede 55 stemmer, mens hans modkandidat, Mustafa al-Sabbagh, som støttes af Qatar, fik 52 stemmer.

»Det var nødvendigt med en forandring. Den tidligere ledelse i koalitionen har ikke formået at tilbyde det syriske folk noget substantielt og var præget at intern strid. Ahmad Jarba er villig til at arbejde med alle,« siger en talsmand for koalitionen, Adib Shishakly, til Reuters.

Det Muslimske Broderskabs kandidat Farouk Tayfur blev ifølge det libanesisk nyhedssite Ya Libnan valgt som den ene af de to vicepræsidenter. Den anden vicepræsident post gik til den kvindelige aktivist Suheir Atassi, der formåede at blive genvalgt.

Valget af ny politisk leder kommer samtidig med, at oprørerne samlet i Den Frie Syriske Hær bliver stadig mere pressede på slagmarken.

Internationale nyhedsmedier rapporterer, at regeringshæren de seneste dage har formået at erobre flere bygninger i udkanten af byens Homs, der ellers har været en af oprørernes stærkeste bastioner.

Samtidig skriver Reuters, at oprørsfraktionen, der har forbindelse med al-Qaeda, vinder frem i de oprørskontrollerede dele af nordlige Syrien, hvor de har indført en streng fortolkning af sharia-lovene og faret frem med brutalitet mod rivaliserende grupper. Blandt andet har de al-Qaeda-relaterede islamister lagt billeder af halshuggede modstandere ud på internettet.

De seneste kampe mellem grupperne fandt sted tæt ved den tyrkiske grænse, hvor islamisterne nedkæmpede en lokal modstandsgruppe og halshuggede to af gruppens medlemmer.

Dagens Gossip

Dagens TV