Syriske soldater finder massegrav med 40 lig i Palmyra

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

I oldtidsbyen Palmyra har syriske regeringsstyrker fundet en massegrav. Det skriver flere nyhedsbureauer, her i blandt Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet har syriske regeringstropper fundet en massegrav med over 40 afdøde i. Der skulle være tale om officerer, soldater og medlemmer af en regeringstro milits og deres pårørende.

For knap en uge siden lykkedes det den syriske hær at generobre den syriske oldtidsby fra Islamisk Stat, som tog kontrol over byen i maj sidste år.

Jihadisterne har ødelagt mange uerstattelige kulturværdier i byen, hvis romerske ruiner står på Unescos verdensarvsliste.

Samtidig har de brugt Palmyras romerske teater til offentlige henrettelser. Blandt andre dræbte de byens tidligere chef for antikke og arkæologiske værdier.

/ritzau/