Syv amerikanske soldater dræbt i Afghanistan

I alt syv soldater meldes dræbt ved to angreb, der formentlig blev udført af Taleban. Det første angreb fandt sted i den sydlige Kandahar-provins. Her blev fem amerikanske soldater dræbt, da en vejsidebombe eksploderede og ødelagde soldaternes pansrede køretøj.

Senere på dagen blev yderligere to amerikanske soldater dræbt, da en afghansk soldat vendte sit våben og åbnede ild mod dem i den vestlige Farah-provins.

Taleban har i en email taget ansvaret for skudepisoden, der kostede to amerikanske soldater livet.

En talsmand for Taleban, Qari Yousuf Ahmadi, beskriver ifølge Reuters den afghanske soldat som en »mujahedin«, der havde infiltreret det afghanske militær.

Lørdagens angreb bringer det samlede tabstal op på 21 amerikanske soldater i den forløbne uge. Dertil kommer tre britiske soldater, der blev dræbt tirsdag af en vejsidebombe i Helmand-provinsen.

Taleban bebudede for nyligt en »forårsoffensiv« mod de udenlandske styrker og repræsentationer. Det sker forud for de udenlandske styrkers planlagte tilbagetrækning fra Afghanistan i løbet af 2014.

Dagens Gossip

Dagens TV