Syv australske unge forhindret i at flyve til krigszone

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

Syv unge mænds planer om at forlade Australien og slutte sig til en islamistisk gruppe i Mellemøsten er blevet forpurret ifølge den australske premierminister, Tony Abbott.

- Vi har i lufthavnen stoppet syv unge australiere, der planlagde at rejse til Mellemøsten og, lader det til, blive en del af terroristgrupper, siger den konservative leder torsdag til journalister i Canberra ifølge Reuters.

Tony Abbott kommer ikke med mange oplysninger om forløbet, som tilsyneladende udspillede sted for en uge siden, men ifølge avisen Daily Telegraph var mændene på vej fra Sydney til Syrien eller Irak.

Avisen rapporterede allerede onsdag om, at mulige jihadister var blevet tilbageholdt. Da drejede det sig om fem personer.

Det står ikke klart, om der var tale om syv tilbageholdte i stedet for fem, eller om de i alt syv tilbageholdelser er sket ved flere separate episoder.

Ifølge en unavngiven efterretningskilde fik mændene alarmklokkerne til at ringe hos en nyoprettet antiterrorenhed i Sydneys lufthavn, hvorefter de ifølge nyhedsbureauet dpa blev bedt om at stige af et fly, der havde Malaysia som destination.

Avisen Daily Telegraph skriver dog, at mændene blev stoppet, før de gik om bord på flyet.

Mistanken mod mændene, der alle angiveligt er i 20'erne, blev blandt andet vakt, fordi de havde store kontante beløb på sig. Alle på nær én havde 9900 australske dollar på sig - svarende til knap 50.000 kroner. Man skal opgive beløb, der overstiger 10.000 dollar.

Den sidste mand bar ifølge Daily Telegraph på 12.000 dollar.

Nogle af mændene var kendt af de australske myndigheder i forvejen, men det er uvist, om de fortsat er tilbageholdt torsdag eftermiddag lokal tid.

Ifølge australsk lovgivning er det forbudt at kæmpe for eller støtte militante i konfliktområder i Mellemøsten, skriver BBC.

Australien er i højt alarmberedskab i forhold til angreb i landet begået af radikaliserede islamister, heriblandt australiere vendt hjem fra kampe i Syrien.

I december forbød myndighederne således alle rejser til den syriske Raqqa-provins, der kontrolleres af Islamisk Stat (IS). Rejser til området kan straffes med op til ti års fængsel.

/ritzau/