Syv børn dræbt i angreb mod indisk konsulat i Afghanistan

En talsmand for Taleban var ifølge nyhedsbureauet AFP straks ude at fralægge sig ansvaret for angrebet, der fandt sted uden for konsulatet og efterlod moskéen, huse og forretninger i ruiner.

»En bil med sprængstoffer ramte en mur nær konsulatet og eksploderede. Der var tre selvmordsbombere i bilen,« fortæller Ahmadzia Abdulzai, talsmand for Nangarhar-provinsen, hvor Jalalabad er hovedstad, til AFP.

Politichefen i Nangarhar, Sharif Amin, bekræfter overfor nyhedsbureauet, at konsulatet var det tilsigtede mål for eksplosionen, som efterlod et stort krater i vejen.

Det afghanske indenrigsministerium fordømmer angrebet og kalder det »afskyeligt«.

Udover de ni dødsofre blev 21 civile såret.

En talsmand for den indiske udenrigsministerium i New Delhi, Syed Akbaruddin, fortæller, at alle embedsmænd på konsulatet er blevet bragt i sikkerhed efter angrebet.

Indien, der har bidraget med mere end to milliarder dollar i bistand til Afghanistan, siden Taleban-regimet faldt i 2001, har tidligere stået for skud i det krigshærgede land.

I 2008 dræbte en bilbombe ved den indiske ambassade i Kabul 60 mennesker, og igen i 2009 blev ambassaden ramt af et selvmordsangreb.

BNB/AFP

Dagens Gossip