Syv børn dræbt i angreb på flygtningelejr i Gaza

Et missil eller en raket har mandag ramt en legeplads i en flygtningelejr i Gaza City. Mindst syv børn meldes dræbt, siger en læge på Gazas største hospital, al-Shifa.

Angrebet ramte en gruppe af børn, da de løb og legede på en offentlig legeplads i flygtningelejren, der ligger nær kysten.

Dermed har mandagens relativt afdæmpede krigshandlinger i Gazastriben fået en brat afslutning.

Meldingen om de dræbte børn kommer kort tid efter, at et en anden eksplosion ramte det bygningskompleks, der huser al-Shifa-hospitalet i Gaza City.

Det er endnu ikke klart, om dette angreb har kostet menneskeliv.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP siger, at en væg er skadet, og at angrebet tilsyneladende blev gennemført ved hjælp af en drone.

I tre uger har Israel angrebet mål i Gazastriben, men angrebene mod flygtningelejren og hospitalet nægter landet at stå bag.

I stedet beskylder Israels militær den islamistiske Hamas-bevægelse for ved an fejl at have ramt målene i Gaza.

- For kort tid siden affyrede terrorister i Gaza raketter mod Israel. En af dem ramte al-Shifa-hospitalet. En anden ramte al-Shati-flygtningelejren, siger militæret ifølge nyhedsbureauet dpa

I løbet de seneste 21 dage er omtrent 1050 palæstinensere blevet dræbt. Langt de fleste ofre er civile.

På israelsk side er 43 soldater blevet dræbt, mens syv civile har mistet livet på israelsk territorium.

Israels såkaldte "Operation Protective Edge" blev indledt 8. juli som svar på Hamas' raketangreb fra Gazastriben.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV