Syv bomber dræber 24 og sårer 74 i Irak

Skrevet af admin

17/10/2013

Mest læste i dag

11 bilbomber eksploderede torsdag i Bagdad og den omliggende provins, hvorved mindst 44 mennesker blev dræbt og over 120 blev såret, siger sikkerhedskilder og lægehold.

Desuden blev mindst 22 andre dræbt i andre angreb i Irak. I den nordlige del af landet blev 15 dræbt og 50 såret, da en angriber sprængte en lastbil i luften.

En anden selvmordsbomber, iført en politiuniform, tog fire personer med sig i døden, da han udløste en sprængladning på en café.

I det centrale Bagdad eksploderede to bomber, mens to andre rystede Husseiniyah. Desuden var der bomber i områderne Bagdad Jadida og Maamal i byens østlige del og i Dura i syd.

Voldsniveauet i Irak er steget kraftigt, efter at regeringsstyrker stormede en sunnimuslimsk protestlejr i det nordlige Irak for et halvt år siden.

Diplomater og analytikere siger, at den shiamuslimsk-ledede regering i Bagdad ignorerer alle klager fra det sunnimuslimske mindretal, hvilket er baggrunden for den eskalerende vold.

Med de seneste angreb er over 390 personer blevet dræbt i oktober. Dødstallet i september endte på tragiske 979, viser opgørelser fra FN. Hidtil i år er cirka 5100 blevet dræbt.

Blodsudgydelserne har øget frygten for, at Irak falder tilbage i en borgerkrig som i 2006-2007.

/ritzau/AFP