Syv døde i skibskollision i Italien

Sent tirsdag aften sejlede et containerskib med kurs mod Messina på Sicilien ind i et kontroltårn i den italienske havneby Genova. Omkring 14 mennesker befandt sig i tårnet, da skibet ramte, og en del af tårnet styrtede sammen og ned i vandet. De første meldinger om ulykken var, at tre var omkommet, men nu stiger antallet af omkomne ifølge nyhedsbureauet AFP til syv.

Ud over de seks personer, der i morges blev fundet såret, har italienske redningsfolk fundet en hårdt såret mand i murbrokkerne af kontroltårnet. Der er ifølge den lokale avis Il Secolo XIX tale om den 50-årige telefonpasser Maurizio Petenza, som arbejdede i kontroltårnet, da containerskibet sejlede ind i det. Det er dog ikke bekræftet over for AFP.

»Vi er fuldstændig i chok. Der er aldrig før sket noget som dette. Vi er desperate,« fortæller skibets ejer, Stefano Massino, der hurtigt ankom til havnen efter ulykken, ifølge BBC.

Redningsfolk siger, at det endnu ikke står klart, om nogle af de savnede er fanget i tårnets elevator, som styrtede i havet, da tårnet styrtede sammen, skriver BBC, og dykkere leder stadig efter overlevende.

Ulykken fandt sted klokken 23 tirsdag lokal tid under et vagtskifte i kontroltårnet, hvorfor flere mennesker end normalt befandt sig i tårnet.

Det enorme tårn blev bøjet i en vinkel på 45 grader, og en del af det styrtede i havet.

Hændelsen er nu ved at blive undersøgt. Skibet er blevet beslaglagt, og kaptajnen er ved at blive afhørt.

Containerskibet ved navn »The Jolly Nero« er næsten 240 meter langt og vejer 40.500 ton. Det er ejet af det italienske firma Ignazio Messina & Co.

»Baseret på de få detaljer, vi kender indtil videre, var det en uforståelig manøvre, som kun kan forklares med en mekanisk fejl,« siger kaptajnen til den lokale avis Il Secolo XIX ifølge AFP.

»To motorer synes at have slået fejl, og vi mistede kontrollen over skibet.«

Dagens Gossip

Dagens TV