Syv dræbt i droneangreb i Pakistan

Droneangrebet ramte ifølge nyhedsbureauet Reuters i de tidligere morgentimer fredag lokal tid nær grænsen til Afghanistan.

Ifølge oplysninger fra lokale beboere og kilder i den pakistanske regering affyrede dronen to missiler mod et hus i landsbyen Dargah Mandi. Missilerne ødelagde huset og dræbte syv personer.

De dræbte var alle svært forbrændte og lemlæstede, og det var derfor ikke muligt at fastslå deres identitet. Ifølge regeringskilderne var alle de dræbte formodentlig oprørere, da både Taleban og al-Qaeda opererer talstærkt i området.

Antallet af amerikanske droneangreb i Pakistan er faldet i de seneste par år, og der er foretaget 20 amerikanske angreb med droner mod mål i Pakistan i år, skriver Reuters på baggrund af en opgørelse fra organisationen New America Foundation.

BNB

Dagens Gossip