Syv er dræbt efter angreb mod somalisk politihovedkvarter

Skrevet af admin

31/07/2016

Dagens topnyheder

Mindst syv er dræbt, efter en selvmordsbomber, som angiveligt er tilknyttet den militante gruppe al-Shabaab, bragede en bil gennem porten til hovedkvarteret for Somalias kriminalpoliti (CID) i landets hovedstad, Mogadishu.

Det oplyser nyhedsbureauet Reuters søndag.

To eksplosioner blev efterfulgt af angribere, der trængte ind i bygningen, oplyser politiet. Foreløbig meldes om mindst syv dræbte, herunder to af angriberne.

- Vi har syv bekræftet døde, herunder civile og to militante, siger Ali Mohamed fra somalisk politi til Reuters.

De militante islamister i gruppen al-Shabaab tager skylden for angrebet og melder om kampe i bygningen.

- En kriger kørte en selvmordsbombe ind i CID, hvorefter andre krigere stormede ind. Vi kæmper nu inden i CID's bygning, siger Abdiasis Abu Musab, al-Shabaab's militære talsmand, til Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyser lokale medier, at der var to eksplosioner og efterfølgende skyderi i forbindelse med angrebet mod politihovedkvarteret. Det ligger i centrum af byen tæt ved en meget befærdet vej.

/ritzau/Reuters