Syv er nok - nu er Laudrup mæt af spaniere

Swansea-manager Michael Laudrup er glad for spanske spillere. Men det betyder ikke, at han vil bygge sit walisiske mandskab op på kun spaniere. Han har allerede syv i sin trup, og det er nok.

- Vi har syv spanske spillere nu, og vi har mere eller mindre nået grænsen for, hvor mange vi kan have. De er alle nogle rare gutter, men det her er et walisisk hold - et britisk hold, siger Michael Laudrup ifølge Sky Sports.

Dermed slår han fast, at aftalerne med Jose Canas, Jordi Amat og Alejandro Pozuelo er det, der vil komme fra spansk side i dette transfervindue. Michael Laudrup forklarer dog også, hvorfor han er så glad for at købe ind i Spanien.

- Premier League og La Liga er de to øverste ligaer, men der er en økonomisk forskel på grund af den finansielle krise. Vi kan stå med to spillere med samme spillemæssige niveau, hvor den ene koster 4 mio. pund (ca 35 mio. kr.) og den anden koster 8 mio. pund (70 mio. kr.). Hvilken ville du vælge, spørger Laudrup retorisk.

Han erkender dog, at man ikke kan vælge den billige løsning hver gang, da han ellers vil ende med at stå med 11 spaniere og understreger, at han derfor også er på udkig efter britisk talent, der er 'value for money', som han siger og nævner Jonjo Shelvey som et eksempel på en signing i Swansea, der kan være med til at holde balancen på danskerens nu spanskmættede hold.

 

Dagens Gossip