Syv flygtninge fra tilbageholdt tog er blevet anholdt

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Syv flygtninge er onsdag formiddag anholdt, efter de har forsøgt at flygte fra et tog i Rødbyhavn, som politiet har tilbageholdt siden sent tirsdag aften.

- Tre anholdt klokken 09.43 og yderligere fire klokken 10.11 De pågældende er tilbageholdt, da de forlod toget. Bliver nu indkvarteret, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Oplysningerne bekræftes af Søren Ravn, vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lollands Falsters Politi, der også bekræfter, at situationen for de resterende passagerer er uændret.

Toget har omkring 100 migranter og flygtninge om bord. De nægter alle at forlade toget, fordi de ikke vil lade sig registrere i Danmark.

Flygtningene vil angiveligt hellere til blandt andet Sverige, men det kan ikke lade sig gøre, hvis man først bliver standset og registreret i Danmark.

De kan nu vælge imellem at afgive deres fingeraftryk og lade sig registrere, søge asyl eller blive frihedsberøvet.

Politiet har ikke noget bud på, hvor længe de har tænkt sig at tilbageholde toget på denne måde.

- Vi håber på at få folk overbevist om, at det er det mest fornuftige at gå med os og blive registreret. Men vi er også klar over, at nogle af de her mennesker kommer fra lande, hvor politiet ikke er lige så gode til at føre en dialog, som vi er i Danmark, siger Carsten Andersen.

Togvognen med de omkring 100 personer befandt sig på en færge fra Puttgarden, der lagde til i Rødbyhavn tirsdag aften med flere timeres forsinkelse.

Færgen cirklede på havet i flere timer uden for havneindsejlingen. Herefter gik der nogle timer med at skille almindelige passagerer fra formodede flygtninge og migranter.

/ritzau/