Syv mennesker dræbt ved eksplosioner i Beirut

To eksplosioner har tirsdag dræbt mindst 23 personer og såret mindst 146 i Beirut, siger højtstående sikkerhedskilder i den libanesiske hovedstad.

Optagelser fra sikkerhedskameraer viser, at en selvmordsbombemand sprængte sig selv i luften, samtidig med at en bilbombe blev bragt til eksplosion nær den iranske ambassade, siger højtstående libanesiske embedsmænd.

En jihadist-gruppe, der har forbindelser til al-Qaeda, har taget skylden for bombeanslaget. Gruppen Abdullah Azzams Brigade, der har base i Libanon, siger, at den udførte et dobbelt selvmordsangreb ved Irans ambassade i den libanesiske hovedstad.

Eksplosionerne var øjensynlig rettet mod ambassaden, hvor den iranske kulturattaché var blandt de dræbte. Han var på vej ind i bygningen, da bomberne eksploderede.

Det øvrige personale på den iranske ambassade kom ikke noget til, siger den iranske ambassadør, Ghazanfar Rokn-Abadi.

Bomberne forårsagede omfattende ødelæggelser - blandt andet på seks bygninger. En AFP-korrespondent beskriver blod og glasskår spredt ud over en gade, efter at facaderne på bygninger over for den iranske ambassade blev ødelagt.

- Alle kolleger inde i ambassaden er uskadte, sige han til nyhedsbureauet Mehr.

Libanesiske tv-stationer siger, at eksplosionerne skete med få minutters mellemrum.

Libanesiske medier viser gruopvækkende optagelser af sårede, der bliver båret væk fra eksplosionsstedet, som ligger i et område, der kontrolleres af den shiamuslimske Hizbollah-milits.

Syriens regering tager kraftigt afstand fra angrebet.

Libanons sundhedsminister, Ali Hassan Khalil, siger, at antallet af dræbte og sårede formentlig vil stige.

Der er ingen oplysninger om, hvem der står bag eksplosionerne, men syriske oprørere har gentagne gange truet med at angribe præsident Bashar al-Assads allierede i Libanon.

En række bombeeksplosioner har rystet Beirut i den seneste tid. Sunnimuslimske oprørere tæt på al-Qaeda har gentagne gange truet med at ramme Iran på grund af landets engagement i Syrien og dets støtte til Hizbollah.

En kilde siger, at bragene var forårsaget af to raketter, som blev affyret i et område i den sydlige del af byen. Andre kilder siger, at mindst en af eksplosionerne var en bilbombe.

Libanon er præget af stærke spændinger mellem anti-syriske og pro-syriske grupper.

Den libanesiske milits Hizbollah har netop gentaget, at den støtter Syriens regime omkring præsident Bashar al-Assad.

- Vi har sagt mange gange, at tilstedeværelsen af vores soldater på syrisk jord handler om at forsvare Syrien, sagde Hizbollah-lederen, Hassan Nasrallah, i en tale for få dage siden i Beirut.

Hizbollah har udkæmpet større kampe på vegne af præsident Bashar al-Assad, særligt i de vestlige dele af landet og på grænsen til Libanon. Den shiamuslimske milits har i årevis været Israels ærkefjende.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV