Syv nødhjælpsarbejdere bortført i Syrien

Skrevet af admin

13/10/2013

Mest læste i dag

Bevæbnede mænd har bortført seks af Røde Kors' medarbejdere i Syrien og en enkelt fra søsterorganisationen Røde Halvmåne.

Det bekræfter Røde Kors søndag.

De syv personer er blevet bortført i det nordvestlige Syrien.

De bortførtes nationaliteter er endnu ukendt, men generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, skriver på Twitter, at der ikke er danskere iblandt. Og han understreger, at organisationen vil fortsætte sit arbejde i Syrien.

Røde Kors har hverken været i kontakt med medarbejderne eller bortførerne, men organisationen kræver medarbejderne befriet omgående.

- Jeg kan bekræfte, at seks Røde Kors-medarbejdere og en frivillig fra det syrisk-arabiske Røde Halvmåne er blevet bortført i nærheden af Idlib i det nordvestlige Syrien, fortæller Ewan Watson, talsmand for Røde Kors.

- Vi kræver den øjeblikkelige og ubetingede løsladelse af dette hold, som udfører humanitært arbejde for dem i nød - og gør det på begge sider af frontlinjen, fortæller han.

Statsejede medier i Syrien rapporterede om bortførelsen tidligere søndag, hvor det blev beskrevet, at bevæbnede folk bortførte medarbejderne efter at have skudt imod deres køretøjer.

Det statslige nyhedsbureau Sana berettede, at bortførerne blokerede vejen for Røde Kors' køretøjer, skød imod konvojen, pågreb medarbejderne og førte dem til et ukendt sted.

Bortførerne blev af Sana beskrevet som "terrorister". En beskrivelse, som ofte bruges om oprørsgrupper, der bekæmper præsident Bashar al-Assads regime.

Røde Kors har ikke bekræftet, at der blev affyret skud under bortførelsen. Men organisationens køretøjer er også forsvundet.

Nødhjælpsholdet var på vej tilbage til hovedstaden Damaskus efter at have leveret medicinsk udstyr i Sarmin og Idlib, oplyser Røde Kors.

Bortførelser er blevet en større og større del af hverdagen under den mere end to og et halvt år lange borgerkrig i Syrien, hvor mere end 100.000 personer har mistet livet.

Flere millioner er drevet på flugt.

/ritzau/Reuters