Syv omkom ved eksplosion i italiensk fyrværkerifabrik

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Syv personer er omkommet og mange er kvæstet efter en eksplosion i en fyrværkerifabrik uden for den italienske havneby Bari, skriver den italienske avis La Repubblica på sin hjemmeside.

- En af de sårede har fået brandskader på 90 procent af kroppen, skriver den italienske avis.

Ulykken blev udløst af et køretøj, som eksploderede inde på fabriksområdet. En ildebrand spredte sig derefter hurtigt til andre dele af fabrikken, som ligger på Italiens Adriaterhavskyst.

- Der skete eksplosioner i mere end en time. To canadiske amfibiefly blev sat ind i slukningsarbejdet og kastede vandbomber ned over området for at hindre, at branden blev spredt yderligere. skriver La Repubblica.

Fabrikken Brucella Fyrværkeri i den lille by Modugno, der ligger i udkanten af Bari, blev ødelagt.

Også et skovområde i nærheden af fabrikken blev sat i brand. Nogle af de omkring 70 børn, der opholdt sig på et nærliggende sportscenter, kom lettere til skade i forbindelse med eksplosionen og evakueringen af sportscentret.

Mange italienske fyrværkerifabrikker arbejder på højtryk i disse dage, hvor mange små italienske byer holder religiøse fester.

Det er ifølge La Repubblica 18. gang siden 2000, at der er en dødsulykke på en italiensk fyrværkerifabrik. Med syv dødsofre er fredagens ulykke den, der har kostet flest livet af de i alt 18 ulykker med tilsammen 58 dødsofre.

/ritzau/AFP