Syv oprørere dræbt i Kabuls lufthavn

To af angriberne sprængte sig selv i luften, mens fem andre svært bevæbnede angribere forskansede sig i en femetagers bygning, der er under opførelse tæt ved lufthavnen, hvorfra de skød mod de afghanske sikkerhedsstyrker, der blev sat ind mod dem.

Angriberne var ifølge rapporterne klædt i afghanske politiuniformer og umiddelbart inden aktionen sluttede, nåede Taleban at påtage sig skylden.

Politichefen i Kabul, Mohammed Ayub Salingi, siger til Reuters, at to selvmordsbombere sprængte sig selv, mens fem andre angribere blev dræbt i bygningen, hvor de havde forskanset sig. Herfra skød de med tunge maskingeværer og raketdrevne granater, men ifølge de foreliggende oplysninger led de afghanske styrker ikke tab.

Under aktionen blev en varevogn tæt ved bygningen også sprængt. Den viste sig af gemme på en kraftig bombe, der var skjult under en bunke grøntsager. Bomben blev detoneret med en granet fra sikkerhedsstyrkerne.

Efter fire timers intens kamp var oprørerne nedkæmpet alene ved de afghanske sikkerhedsstyrkers indsats.

To amerikansk Black Hawk helikoptere cirklede i et stykke tid over kampområdet, men overlod nedkæmpelsen til de afghanske styrker.

Angrebet var et led i Talebans tilbagevendende »forårsoffensiv«, der blandt andre mål har ramt hovedkvartererne i Afghanistan for FNs organisation for Migration og Internationalt Røde Kors.

Dagens Gossip