Syv sejre i træk: Wozniacki verfer tjekke ud i Montreal

Skrevet af admin

06/08/2014

Mest læste i dag

Caroline Wozniacki forlængede onsdag sin igangværende stime af sejre til syv, da danskeren spillede sig videre til tredje runde af Rogers Cup i Montreal.

Den tidligere verdensetter slog uden større besvær tjekkiske Klara Koukalova med 6-1 og 6-2 på lidt over en time.

Den 32-årige tjekke kunne ikke modstå presset fra Wozniacki, der startede den korte magtdemonstration med at bryde Koukalova i tjekkens andet serveparti. Så var danskerens modstander ellers knækket.

Wozniacki har nu trukket sig sejrrigt ud af alle de fire kampe, som hun har haft mod Koukalova gennem årene.

Danskeren er særdeles godt spillende for tiden. For godt to uger siden vandt 24-årige Wozniacki en WTA-turnering i Istanbul. Medregnet sine fem kampe i den tyrkiske storby er hun nu oppe på syv sejre i træk.

I første runde i Montreal blev den tidligere slovakiske topspiller Daniela Hantuchova elimineret med 6-1 og 6-1.

I Wozniackis næste opgør venter den amerikanske kvalifikationsspiller Shelby Rogers, der ganske overraskende slog det femteseedede canadiske hjemmebanehåb Eugene Bouchard ud af turneringen.

/ritzau/