Syv uddannelser kræver et snit over 11

Det viser 2013-tallene fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT). Hele syv videregående uddannelser kræver i dag et snit fra adgangsgivende eksamen på 11,0 eller derover mod kun to uddannelser sidste år og én uddannelse i 2011. Det skriver Berlingske.

I år topper International Business på CBS skalaen med et adgangskrav på 11,9, mens sidste års topscorer, molekylær biomedicin på Københavns Universitet, indtager andenpladsen med 11,8 i snit. På 10. pladsen ligger retorik på samme universitet, der kræver et snit på 10,8.

»Der er gået Tour de France i den. Det er blevet en sport at gå efter prestigestudierne, der traditionelt kræver høje karakterer, og det presser kravene yderligere opad,« lyder det fra professor ved Danmarks Pædagogiske Institut på Aarhus Universitet Peter N. Allerup, der har forsket i karaktergivning.

»For at sige det mildt, er det helt vildt, at hele syv uddannelser kræver så høje snit,« fortsætter han.

Ifølge professoren hænger stigningen i adgangskravene sammen med flere ting. Dels er der »gået inflation« i syvtrinsskalaen, der i skoleåret 2006/2007 afløste den gamle 13-skala. Målsætningen er, at ti procent af de studerende skal have 12, og det gør, at der gives flere topkarakterer.

Desuden blev 1,08-reglen indført i 2009. Bonusreglen, der betyder, at man må gange sit snit med 1,08, hvis man søger ind på en videregående uddannelse inden for to år efter den adgangsgivende eksamen, og det kan også være en kvotientpresser. Det samme gælder reglen om, at man må gange snittet med 1,03, hvis man tager et femte fag på A-niveau i gymnasiet.

Peter N. Allerup ser kun én mulighed, hvis adgangskvotienterne ikke skal presses yderligere over de kommende år: Der skal optages flere studerende via kvote 2, hvor der også lægges vægt på erhvervserfaring og anden relevant uddannelse i stedet for udelukkende på karaktergennemsnit.

Samme melding kommer fra de studerende selv.

»Det ville være meget fornuftigt, hvis flere studerende ikke udelukkende blev målt på, hvor gode de var til at gå til eksamen i 3.g. Det er simpelthen ikke holdbart, at du eksempelvis skal have et snit på 11,2 for at blive psykolog - her er menneskelige erfaringer ligeså vigtigt,« fastslår formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob L. Ruggaard.

Seks fag på Københavns Universitet ligger i top 10, og studiechef Claus Nielsen ved godt, at der i dag gives flere 12-taller - og at det kan være med til at øge adgangskvotienterne.

»Men det var jo meningen med den nye skala, så det ser jeg ikke noget odiøst i,« siger han.

Universiteterne skal ifølge Claus Nielsen bare sørge for fortsat at gøre opmærksom på, at der skal tages hensyn til, hvis en studerende er studieskifter, eller hvis der går mere end to år, før vedkommende fortsætter på en videregående uddannelse efter gymnasiet, for så er det svært at komme ind på uddannelser med høje adgangskrav via kvote 1.

»Og hvis der så opstår yderligere problemer i den forbindelse med studerende, der bliver udelukket fra universiteterne, må vi jo råbe højt,« siger studiechefen.

I alt har 88.040 søgt om en plads på en videregående uddannelse i år, hvilket er ni procent flere end sidste år. 63.525 ansøgere bliver tilbudt en studieplads tirsdag.

Dagens Gossip

Dagens TV