Syv uger efter: 1400 lig plager beboere efter supertyfon

Skrevet af admin

28/12/2013

Dagens topnyheder

Hundredvis af ofre for supertyfonen Haiyan er endnu ikke begravet syv uger efter, at Filippinerne blev ramt af det historisk, kraftige uvejr, der tilintetgjorde hele byer og kostede flere end 5000 mennesker livet.

Beboere i området kæmper dagligt med lugten fra de omkring 1400 lig i lukkede, sorte ligposer, der ligger på en mudret, åben mark i San Isidro, der er en landsby i udkanten af den centrale by Tacloban.

- Stanken har fjernet vores appetit. Selv i vores søvn er vi nødt til at bære ansigtsmasker, siger en af de lokale beboere, Maritess Pedrosa, der bor i et hus omkring 20 meter væk fra marken med ligposerne.

Haiyan dræbte 6111 mennesker og efterlod 1779 bortkomne den 8. november ifølge det officielle dødstal.

Stormen efterlod samtidig 4,4 millioner mennesker hjemløse og er en af de mest dødelige tyfoner.

Det er uvist, om de 1400 ikke begravede døde indgår i det officielle dødstal.

Den 10. november begyndte man at flytte døde til San Isidro, hvor de har været udsat for den tropiske varme og årstidens regnbyger.

Retsmedicinske eksperter forsøger fortsat at identificere ligene på marken, siger landsbyens chef Eutiquio Balunan.

Når de er identificeret, bliver de overleveret til familiemedlemmer, hvorimod de, der ikke bliver identificeret, bliver begravet i en massegrav på byens kirkegård omkring tre kilometer væk.

Behandlingen af ligene blev udsat over julen, fordi de retsmedicinske eksperter gik på ferie.

- Vi anmoder bystyret om at begrave ligene, fordi vores børn og ældre beboere bliver syge.

- Dette sted er blevet en fluefabrik, siger landsbyens chef, Balunan

Ligene bliver bevogtet af otte politifolk, der har til opgave at sikre, at de ikke bliver spist af herreløse hunde.

Under sin hærgen skabte Haiyan fem meter høje bølger, som skyllede ind over flere filippinske øer som en tsunami. Vandmasserne ødelagde næsten alt på deres vej ved kysterne på de centrale øer i landet.

Supertyfonen bliver betegnet som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie.

/ritzau/AFP