Syvårig pige kan ikke tale om alpe-drab

Den syvårige pige, hvis forældre blev brutalt myrdet i de franske alper i sidste uge, er fortsat ikke i stand til at tale med de efterforskere, der forsøger at opklare de mange ubesvarede spørgsmål om drabene.

Pigen, Zainab al-Hilli, fik kraniebrud og et skudsår i skulderen i onsdags, hvor hendes irakisk-fødte forældre, 74-årige bedstemor og en forbipasserende franskmand blev dræbt.

- Når lægerne giver os lov, vil vi kunne afhøre hende på hospitalet, men i øjeblikket tillader de det ikke, siger anklageren i byen Annecy, Eric Maillaud.

En kilde tæt på efterforskningen siger, at der kun blev anvendt ét våben i angrebet, en 7.65 mm automatpistol.

Klarlæggelsen af, hvilket mordvåben der blev brugt, er et stort skridt fremad i efterforskningen.

Men politiet har store forventninger til Zainabs vidneudsagn.

Hun og hendes fireårige søster overlevede angrebet, men den mindste søster har ikke kunnet give politiet nogen afgørende oplysninger om, hvad der skete onsdag nær landsbyen Chevaline i de franske alper.

Mandag morgen afspærrede politiet det hus i byen Claygate i Storbritannien, hvor familien boede.

Men der blev ikke fundet farlige genstande i huset, oplyser politiet, efter gennemsøgningen af huset er overstået.

Hærens bombeeksperter blev kaldt ind for at undersøge nogle mistænkelige genstande, der blev fundet i huset sydvest for London, men det skete for en sikkerheds skyld, oplyser britisk politi.

Dagens Gossip