Szhirleys søde minde: Se video fra brylluppet

Skrevet af admin

04/08/2015

Dagens topnyheder

Den danske sangerinde Szhirley og musikproduceren Mads Møller har for længe siden fundet vejen til hinandens hjerter, og deres kærlighed kulminerede efter to års forlovelse med et romantisk sommerbryllup den 4. juli.

Tirsdag 4. august har Szhirley og hendes mand dermed været gift i en måned, og det vækker søde minder hos sangerinden.

På Instagram har den 38-årige revy-stjerne delt en romantisk video, hvor hun sammen med sin nybagte mand danser udendørs under kulørte lamper, mens de inderligt kysser hinanden.

- I dag har vi været gift en måned allerede!, skriver Szhirley til videoen efterfulgt af blandt andet et hjerte-symbol.

Parret startede med at være venner, men det viste sig, at der var ægte, inderlig kærlighed i deres nære venskab, har Szhirley tidligere fortalt.

- Det endte med, at vi lige skulle kysse i to sekunder, og så faldt brikkerne bare på plads. Efter et par uger blev vi enige om at starte en familie - and the rest is history. Modsætninger mødes, falder for hinanden og passer nogle gange perfekt sammen, har Szhirley fortalt til livsstilssiden chrichri.dk om sin og Mads Møllers kærlighed.

Parret, der har to sønner sammen, blev viet i Christians Kirke på Christianshavn i København, og med til brylluppet var Szhirleys nære veninder, som blandt andet tæller tv-værten Christiane Schaumburg-Müller og sangerinderne Karen Rosenberg, Maria Lucia og Saseline Sørensen.

Se videoen her: https://instagram.com/p/58wfijig8w/?taken-by=szhirleys

/ritzau/FOKUS