T. Hansen: Fyrværkerisag er blæst ud af proportioner

Skrevet af admin

02/01/2014

Dagens topnyheder

Butikskæden T. Hansen, der i medierne er kommet under hård beskydning for at have solgt defekte fyrværkeribatterier, mener, at sagen er blevet gjort langt mere alvorlig, end den egentlig er.

DR Nyheder berettede den 31. december om et defekt batteri af typen "Solopgang", hvor to skud gik ud af siden i stedet for ud af toppen på batteriet. Kanalen har efterfølgende fået henvendelser fra mere end 100 personer med lignende erfaringer.

Men det er ikke et billede, T. Hansen kan genkende.

Frem til torsdag eftermiddag har 44 kunder henvendt sig til T. Hansen i forbindelse med fejl på fyrværkeribatteriet, oplyser butikken, der tilbyder, at købere af batteriet kan få pengene retur.

- Kritikken er blæst helt ud af proportioner i forhold til, at det har været en ganske normal nytårsaften. Der er endda i år færre skader i forhold til andre år, siger kommunikationschef ved T. Hansen Gruppen, Andreas Dyhrberg, til Ritzau.

- Sat i forhold til, hvor meget fyrværkeri, der er solgt i Danmark, og at vi ved, at fyrværkeri er farligt, så er det en sag, der er ude af proportioner.

Han understreger dog, at "en skade som følge af fyrværkeri, er en for mange".

Butikken har i forbindelse med nytåret solgt 26.000 "Solopgange".

T. Hansen vil over de kommende dage samle op på alle anmeldelser af fejl og undersøge hver enkelt sag for at sikre, at der ikke er tale om generelle fejl på fyrværkeriprodukter.

Den landsdækkende kæde har tidligere været i vælten på grund af sit fyrværkerisalg. I sommer krævede Fyns Politi, at kædens direktør, Bent Hansen, skulle i fængsel.

Bent Jensen er sammen med datterselskabet LCH Fireworks A/S tiltalt for at have bedt en producent i Kina om at ompakke cirka 14.000 fyrværkeribatterier, fremgår det af anklageskriftet.

Sagen kommer for retten sidst i januar.

/ritzau/